Login


Her logger du ind på Golfnyheder.dk

Amatørerne rejser endelig væk fra Danmark

I sidste uge sad jeg på sofaen og så CA Championship fra Doral. Her var den danske landstræner Anders Christiansen medkommentator, og han nævnte en del af de danske amatører som rejser til USA til august for at spille golf for forskellige universiteter.

Nu kan jeg selvfølgelig ikke huske navnene på alle dem, som skulle afsted, men jeg kan i hvert fald huske, at Andreas Hartø skulle til Lamar University i Texas, Sebastian Cappelen (der sluttede som bedste dansker ved den sidste turnering på ECCO-tour) skulle til University of Arkansas, Lucas Bjerregaard skulle til Florida State University og sidst men ikke mindst så skulle Patrick Winther til det nok mest prestigefulde universitet inden for college-golf, Oklahoma State University. Anders nævnte også andre men det var disse fire jeg bed fast i.

Lige nu er der så vidt jeg ved, fire spillere derovre på herresiden (Morten Madsen hos Oregon State, Mads Kristensen hos Kentucky og Jacob Aaholm og Mads Herskind der begge spiller for Iowa State).

Til næste år har vi altså minimum otte danskere i USA der spiller amatør golf på det absolut højeste niveau året rundt. Det må næsten være en eller anden form for rekord. Jeg spillede selv i USA i fire år fra 2002 til 2006, og jeg husker ikke andet end positive oplevelser. Jeg fik muligheden for at konkurrere i fire år mod nogle af de bedste amatører, jeg fik en universitetsuddannelse, og jeg lærte at stå på egne ben i en tidlig alder. Hvis jeg havde muligheden for at gøre det igen så ville jeg absolut gøre det. Der var ikke mange danskere derovre, da jeg rejste. Kasper Linnet Jørgensen og Michel Jürgensen var vist de andre mine første år, og så kom Mark Haastrup derover midt i mit ophold.

Da jeg rejste derover havde det danske landshold absolut ingen interesse i, at deres spillere tog væk fra Danmark. ”Det er ikke til at vide, hvor gode turneringerne og træningen er derovre”, lød forklaringen dengang. Det syntes jeg var en smule snæversynet så jeg smuttede alligevel.

Når man var hjemme om sommeren for at spille turneringer, var det også som om man skulle vinde alt man stillede op i for at overhovedet komme på tale til en udtagelse. De tider har heldigvis ændret sig.

Jeg syntes det er enormt positivt, at det nyeste landstræner team anbefaler deres spillere at tage derover. Jeg er sikker på, at de både bliver dygtigere golfmæssigt og personligt ved at rejse ud. De får nogle hår på brystet, og jeg er sikker på de vil blive inspireret af at spille mod verdens bedste amatører. Jeg håber dette er en tendens, der vil fortsætte, og at vi sender mange flere afsted de kommende år.

Der er mange europæere fra andre lande som også har spillet college golf, og ser man på leaderboardet i denne uges Trophee Hassan II i Marokko, finder man også del, der i sin tid har spillet college golf. Jeg glemmer nok en enkelt eller to, men her en liste over dem som har spillet i USA, og hvilke skoler de har spillet for:

Rhys Davies – East Tennessee State
Danny Willett – Jacksonville State
Gareth Maybin – South Alabama
Alejandro Canizares – Arizona State
Shiv Kapur – Purdue
Pablo Martin – Oklahoma State
Kenneth Ferrie – Midland CC
Richie Ramsey – Mclennan CC
Alexander Noren – Oklahoma State
Christian Cevaer – Stanford

Udover disse spillede Mark Haastrup for Georgia State, Anders Hansen for Houston og Søren Hansen for Central Alabama.

Jeg håber, at flere amatører vil drage til USA for at dygtiggøre sig indenfor golfen. Amerikanerne har en god tilgang til golfen, og det er samtidig en god oplevelse på andre måder.

 



Tilmeld dig Ugens Golf Deal

Mest læste blogs

Derfor er golf kedeligt
Brian Vester - 10.12.10
Ti stille USA!
Brian Vester - 13.05.11
Her er Corey Pavins Picks
Brian Vester - 27.08.10
De ”unge” mod de ”store”
Andreas Kali - 21.02.10

Nyeste features

Nul kvinder her
E. Trier Hansen - 05.05.11