Vi er blevet vant til topresultater i golf, og derfor anerkender og lægger vi ikke mærke til de mange flotte resultater, som specielt de unge proer leverer. I mandags var jeg i Indoorgolf i Kokkedal for at træne. Dagen før var Jeppe Huldahl sluttet på en 8. plads i Indien, og Mark Haastrup var blevet nr. 51. Når jeg talte med de folk, som gik og trænede, lød det på de fleste som om Jeppes placering var en smule skuffende. ”Jeg troede sgu’, han havde den efter de to tidligere birdies” hørte jeg en sige, og det har han jo ret til. Jeg syntes nu ellers at hans 8. plads var ganske imponerende. Det viser sig, at det er Jeppes 3. bedste placering i karrieren, så helt skidt var det vel ikke.
Men er det på grund af de mange flotte resultater fra Kjeldsen, Hansen og Hansen, at folk ikke er særligt imponerede over Jeppes placering? Det er jo næsten ved at være en selvfølge, at hver gang der spilles en stor turnering på Europa Touren så er en af de tre ”store” danskere med fremme. Man glemmer næsten at det også tog dem et stykke tid, før de virkelig bed sig fast på Europa Touren. Hele min pointe med denne lange indledning er faktisk bare udgangspunkt for, jeg kan sammenligne de tre ”store” med de to ”unge”.
Det er som om, vi forventer samme høje niveau af Jeppe og Mark, som er igang med deres henholdsvis 3. og 1. år på Touren, som vi forventer af Kjeldsen, Hansen og Hansen, som er igang med deres 13. 14. og 12. år på Touren. Jeg er godt klar over, at en del af forventningerne til Jeppe kommer af, at han vandt i Wales sidste år og næsten vandt på Barsebäck - men udover de resultater så var søndagens resultat som sagt hans tredje bedste på Europa Touren.
Nu er det ikke fordi, Mark har skabt forrygende resultater fra start af men jeg er nu stadigvæk ret imponeret. Af de første fem turneringer han har spillet på Europa Touren, har han klaret tre cuts, ført en turnering og tjent 14.300 euro (hvilket også er vigtigt, da Mark ikke ligefrem vælter sig i sponsorkroner). Hvad jeg tror er endnu vigtigere er; at han har fået spillet 16 ”Europa Tour runder” efter kun fem turneringer, og den erfaring tror jeg ikke man kan gøre op i penge eller placeringer. For hver runde han får spillet, jo mere får han vænnet sig til sin nye arbejdsplads.
Sammenligner man Mark’s start med de tre ”store” så ser det faktisk udemærket ud syntes jeg. Kjeldsen klarede 3 cuts i sine første 8 starter på Touren, Anders klarede i alt 4 cuts hele sin første sæson på Touren (Han spillede dog kun 12 gange) og Søren Hansen havde efter ni turneringer klaret cuttet 3 gange.
Når man ser på disse tal så syntes jeg også at Mark er kommet godt igang med sin sæson. Vi er som sagt blevet vant til, at der altid er en dansker, der spiller med om sejren, men vi glemmer hurtigt at de tre ”store” danskere altså også havde deres problemer med at holde på kortene i starten. Søren Kjeldsen blev nummer 115 på pengelisten det første år, Anders nummer 179 og Søren Hansen nummer 107.
Jeg håber og tror på, at Mark kan fortsætte med at få fire runder ind i de fleste turneringer, han spiller. Hvis han kan supplere med en top 10 eller to i løbet af året og beholde sit kort, så er jeg sikker på, han er tilfreds, og det burde Golf Danmark også være.
Jeppe er indtil videre gennemsnitligt under par i de runder, han har spillet i 2010. Hvis han kan fortsætte med at skyde lave runder og måske have chancen for at vinde et par gange mere i år, mener jeg absolut også at hans sæson ville være godkendt. De tre ”store” fortsætter nok bare hvor de slap og skiftes til at være med fremme.
For mig er det mere spændende at følge de to ”unge”. Dels fordi jeg nok kender dem bedre fra amatørdagene, men også fordi jeg lidt har vænnet til at følge de andre og det er ved at blive lidt trivielt. Jeg glæder mig i hvert fald mest til at følge Mark og Jeppe, da jeg syntes det er rart med lidt luftforandring.
