Login


Her logger du ind på Golfnyheder.dk

Derfor elsker de fadbamsen



Når han sådan kommer traskende ned ad fairway, med hængerøv i de grå bukser og iført et stort smil under kasketten, kunne han godt minde lidt om den snu bondemand, Osvald Helmuth har sunget om. Ham med de 20 tønder land.

Det har Darren Clarke godt nok ikke. Men nu har han en rødvins-karaffel, The Claret jug, som vinder af The Open. Plus lidt ekstra på kistebunden, godt syv millioner kroner. Nok til at købe 20 tønder land, hjemme i det nordirske, hvis det skulle være.

Da 42-årige Darren Clarke -- den ældste vinder af The Open siden Roberto de Vicenzo som 44-årig vandt i 1967 – stod på 18. green i Sandwich søndag aften og i sin takketale dedikerede sejren til sin hustru Heather, der døde for fem år siden af brystkræft, knuselskede tilskuerne ham.

Som de havde gjort alle fire dage på Royal St George’s banen. Kom regn og blæst. Kom sol.

Klapsalverne sved
Endelig havde manden, der en gang for 11 år siden knuste selveste Tiger Woods i en World matchplay finale, nået sine drengedrømmes mål: Triumfen i verdens ældste golfturnering. Og klapsalverne, der sved hænderne røde hos de 35.000 tilskuere, ville næsten ingen ende tage.

LÆS OGSÅ: Dansk golfpro er kommet i himlen

Hvad er det, der gør Darren Clarke så populær? Måske at han ligner dem der kigger på. Måske det, at han realiserer den drøm, de selv har haft. I kraft af sin kunnen med køller, jern og putter. Frygtløs, afslappet og ’kold som en agurk’, som englænderne siger.

Selv mener Darren Clarke, at hans popularitet simpelthen skyldes, at han jo bare er som en af deres egne, en ganske almindelig mand, der kan lide at smutte ind på pubben efter arbejdstid og få sig en fadbamse eller to. Måske senere hen lidt rødvin til maden og en god cigar til kaffen.

Og så det der glimt i øjet, og humoren.

Aftale med vægtvogterne
-Jeg har en aftale med vægtvogterne i den kommende uge, men jeg tror jeg udskyder det lidt endnu, grinede Clarke, 189 cm høj og 95 kilo tung, da han bagefter i presserummet bød på champagne til alle og understregede, at nu skulle der festes igennem.

Inden da, havde han dog nået at kontakte sine to sønner hjemme i Portrush, for at berette om sin bedrift.

-Den ældste, 12-årige Tyrone sagde, at nu ville han fortælle alt og alle, at hans far var Open-mester. Den yngste, 10-årige Conor, ville blot gerne vide, hvad han kunne bruge alle pengene til, berettede Clarke grinende.

LÆS OGSÅ: Bjørn nærmer sig verdenstoppen

Clarke fik slet ikke sovet natten til mandag, og næste morgen indkaldte han klatøjet og med ro i de grå lokker til et sidste pressemøde i Sandwich, inden turen gik hjem.

-Jeg har modtaget 294 tekst-meddelelser, men de er skrevet så småt, at jeg ikke har fået dem nærlæst endnu. Det må vente til i morgen.

Får sovet ud i dag
Så i løbet af i dag får Darren Clarke nok også sovet ud, inden der givetvis venter en ny gang festivitas i hjembyen. Plus endnu et par fadbamser eller tre.

Men i næste uge står Darren Clarke igen på teestedet, klar til at slå ud. For da venter Irish Open i Killarney.

-Det kan godt være jeg endnu ikke er helt ædru til den tid, men jeg møder op. Det er med garanti, siger Clarke.

Irish Open er ikke en af de mest pengestærke på European Touren. Feltet rummer imidlertid et fantastisk trekløver, som netop nu gør Nordirland til golfsportens hovedcenter. Tre major-vindere på rad og række: Graeme McDowell, US Open 2010, Rory McIlroy, US Open 2011 og Darren Clarke, British Open 2011.

Ikke sært, at Nordirland nu kræver at blive vært for The Open igen. Senest det skete var i 1951 på Royal Portrush-banen.

Og ude i kulissen står en manager og gnider sig i hænderne.

Andrew ’Chubby’ Chandler har, foruden Lee Westwood, tre af årets majorvindere i sin stald, McIlroy, Clarke og sydafrikaneren Charl Schwartzel (Masters 2011), og såfremt en af de fire også løber med US PGA Championship i august er den såkaldte ’Chubby Slam’ jo en kendsgerning.
 



Tilføj kommentar

Når du kommenterer, så husk at have respekt for andre! Vi forbeholder os ret til at slette indlæg, der ikke overholder dette.

Nedenfor beder vi dig indtaste den tekst, der fremgår på billedet. Så ved vi, at du er et menneske.


Sikkerhedskode
Opdater

Tilmeld dig Ugens Golf Deal

Nyeste klummer

Mens vi venter på en rollemodel!
Finn Havaleschka - 08.07.11
Er golfstjernerne forkælede?
Finn Havaleschka - 10.03.11
Et spark i r…. til Hansen!
Finn Havaleschka - 24.02.11
Må Tiger sige FUCK! på tv?
Jacob Poulsby - 24.02.11
Hartø: Ikke flere majors til Tiger!
Finn Havaleschka - 14.02.11