Som Golfnyheder.dk’s udsendte og gode ven af Andreas Hartø havde jeg i sidste uge fornøjelsen af at været med helt tæt på, da jeg havde caddietjansen for den danske golfkomet. Vi bringer derfor lidt insiderviden om, hvordan en typisk dag på Challengetouren bliver til en 63’er på scorekortet.

Forberedelserne inden runden
Hver spiller har deres egne faste rutiner for opvarmning før og træning efter runden. Nogle ankommer 45 minutter før starttiden, imens andre har træningsrutiner på et par timer. Lørdag morgen ankom Hartø og jeg cirka halvanden time før starttiden 11.10. Til trods for regnvejr og en lidt langsommere omklædning i klubhuset, begyndte rutinerne på puttinggreenen alligevel som sædvanligt. Der blev trænet korte og lange putts med tre bolde for at få fornemmelsen for bolden og græsset. Efter små ti minutter gik vi mod træningsbanen. Her varmede Andreas først kroppen igennem med diverse armsving og strækøvelser, inden svinget langsomt blev bygget op fra halve slag med sandjernet til 7-jern, til 4-jern, til 3-wood for til sidst at slå cirka 10 drives.

Herfra satte vi kursen mod indspilsgreenen, hvor der Andreas slog 5-10 bunkerslag og samme mængde pitchslag. Herefter kom putteren ud af bag’en igen og de sidste 15 minutter består kun af putning. Til forskel for de første to runder brugte vi ekstra meget energi på at træne mange forskellige putts med kun én bold. Jeg dikterede hullerne og Hartø udførte putt’sne, som han ville have gjort på banen. Fem timer senere havde putteren kun været i brug 24 gange på banen og medvirkende til ikke mindre end 11 birdies.

Forholdet mellem caddie og spiller
Cirka halvdelen af Challengetourspillerne har slet ingen caddie, men det er sjovt at iagttage caddie/spillerforholdet, hos dem der har. Nogle er tydeligvis udelukkende professionelle, imens andre er mere venskabelige. Jeg bemærkede specielt forholdet mellem den argentinske tidligere Europatourspiller Daniel Vancsik og sin caddie. Han hundsede rundt med ham konstant, og gav ham skylden for alle dårlige slag – selv på træningsbanen!

Jeg vil ikke sige, at det var samme stemning, der herskede i mit samarbejde med Hartø. Vi forsøgte at holde humøret højt og hele tiden huske på målsætningen om, at det skulle være sjovt at spille golf. Det betød, at alle gode slag blev efterfulgt af highfives og dårlige slag blot blev gjort grin med. Samtidig var vi fælles om opmålingerne og beslutningerne omkring de fleste slag, hvilket var nyt for Hartø, der plejer at overlade alle opmålingerne til caddien. Dette gjorde det sværere for ham at skyde skylden på mig, når længden ikke altid var perfekt, men gjorde det ifølge ham selv også lettere at stole på sit jernvalg.

LÆS OGSÅ: Vind 3 x 2 billetter til Golfclub Storådalen

Elleve birdies og to bogeys
At komme godt fra start med en birdie på første hul er noget alle spillere i alle rækker håber på. Men at starte med fem i træk under lørdagens runde for at kunne finde sig selv øverst på det opstillede leaderboard, var vist noget som hverken jeg eller Hartø selv havde drømt om. Man skulle tro, at magien ville forsvinde efter de første to eller tre, men putt’sne blev bare ved med at falde i.

- Fem ud af fem. Det er da en ok start, grinte Hartø efter at have sit halvanden meter birdie-putt på hul 5.

Efter at han måtte nøjes med to pars på 6. og 7. hul ramte Hartø par-5-hullet 8. i to og kunne nemt to-putte for sin sjette birdie. Taget i betragtning af hvor varm ”Angela”, som han kalder sin putter, havde været indtil da, var det faktisk en anelse skuffende at fuglen ikke blev en af de store.

På det svære 9. hul missede han greenen til højre, og med et halvskidt chip og en fejllæsning af puttet blev det til rundens første fejl og en bogey på scorekortet. På 10. hul kom endnu en fejl med et skævt drive, men det var heldigvis skævt nok.

- Du finder lige en afstand til mig imens jeg spiser min rugbrødsmad færdig, ikk’? grinte Hartø fra midten af 9. fairway.

Og heldigvis passede energien fra maden, den opskridtede afstand og jernvalget godt sammen, således at Hartø kunne nøjes to-putte for en god par. På 12. hul kom rundens syvende birdie efter en sikker ind-og-i fra 40 meter og Angela fik igen et let strøg over putterhovedet inden hun blev sat tilbage i bag’en. Efter Hartø havde tabt et slag med en bogey på 13. hul, startede endnu en fantastisk stime på fire birdies. Først en sikker ind-og-i på det korte par-4-hul 14. Dernæst en godt teeslag og putt på 15, hvorefter beskeden fra manden i centrum var klar:

- Der er vel ikke nogen grund til ikke at lukke med fem birdies også?

Og da Hartø herefter også sank det svære lang, som vi havde givet ham på grund af en svær pindplacering, var selv de to andre spillere i gruppen oppe at køre over det latterligt høje antal birdies. Der kom dog alligevel endnu én til samlingen på 17. hul hvor Hartø holede et fem-meter-putt for rundens 11. birdie! På det her tidspunkt var min birdiejubel blevet til et grin over at det virkelig kunne blive ved.

På 18. var det dog alligevel tæt på at gå galt.

- Er den i? spurgte Andreas mig lettere uroligt efter hans drive havde danset på søkanten i venstre side.

Vi gik frem og kiggede langs kanten og fandt en bold med lignende markering i søkanten. Men bedst som vi skulle til at overveje droppemuligheder kom en tilskuer over og sagde at bolden var tør og lå lidt længere fremme. Det blev passende fejret med en highfive. Efter et pitch frem i fairwayen fik tredjeslaget igen et spring til vores fordel ind på greenen, hvor Hartø sikkert kunne to-putte for en ny banerekord, en ny personlig rekord og en to-slags-føring inden finalerunden. En fantastisk dag, der selvfølgelig blev fejret på McDonalds på vej hjem. Man er vel professionel sportsmand.

Dagen derpå
Med undtagelse af en vejrmæssig forbedring og en forøget fanskare af familie og venner, var forberedelserne til finalerunde meget identiske med den succesrige dag forinden. Der var skyhøje forventninger til Angela, da vi kom til puttinggreenen og de forberedende øvelser, men hun levede faktisk op til dem alle og magien så ud til at ville fortsætte. Sværere blev det dog, da vi kom ud på banen. Der blev slået næsten lige så mange gode slag som dagen forinden, men putt’sne ville simpelthen bare ikke i. Vi forsøgte at opretholde tålmodigheden og troen på, at det hele tiden var lige om hjørnet, men da Santos samtidig spillede fuldstændigt fejlfrit og begyndte at hole mange putts, blev det pludselig at blive svært at holde frustrationen for døren.

Der var dog ikke meget at stille op. Santos havde bare tur i den, og det havde Hartø ikke. Så til trods for et fald på tre pladser i slutstillingen var det alligevel med smil på, da der blev sagt tillykke til Santos. Og alt imens alle farede rundt for at gøre klar til vinderceremoni udenfor klubhuset, listede vi stille og roligt ind i omklædningsrummet. Her var alle på nær Santos i gang med at pakke deres kufferter og rejsebags sammen og så småt ved at rette tankerne mod næste turnering i Italien.

Hartø kan dog se frem til to ugers ferie i Danmark, inden han igen kan køre over Øresundsbroen med golfbag’en i bilen. Denne gang mod Europatour i Stockholm, hvor det gode humør forhåbentlig fører til endnu en topplacering. Mit caddievikariat er dog udløbet og professionelle kræfter må igen på banen.

LÆS OGSÅ: Vind greenfee til Lübker for 4 personer


 

Tweet