Login

Her logger du ind på Golfnyheder.dk

Analyse: Så stærke er USA

Tour Championship blev søndag afsluttet i Atlanta med Jim Furyk som vinder. Furyk viste skræmmende styrke og ligeledes, at han besidder præcis de nerver, som en turnering som Ryder Cup kræver. Det var dog bestemt ikke alle de amerikanske spillere, der fik en lige god generalprøve.

Jeg har taget pulsen på de forskellige amerikanske spillere og givet dem en karakter, som repræsenterer deres styrke forud for Ryder Cup.

Jim Furyk
Umiddelbart amerikanernes bedste kort netop nu. Furyk er skap i det korte spil omkring green og samtidig er han snorlige fra tee på trods af sit besynderlige sving. Furyk har gjort en fremragende figur de seneste uger i FedExCuppen og så sent som søndag løftede sejrrigt armene i vejret. Nerver af stål og en kæmpe rutine kombineret med noget der ligner sit livs form, gør Furyk til det stærkeste amerikanske kort.
Karakter: 12

Phil Mickelson
Mickelson er et kæmpe trækplaster og en publikumsmagnet på grund af sit bombastiske spil. Effektiviteten af spillet har de seneste uger varieret meget, og senest måtte Mickelson spille om sekundære placeringer. Mickelson bør være en frygtelig modstander i hulspil, hvor han formår at hive en par op af hatten, fra de mest mærkværdige steder. Til Ryder Cup får han også behov for at ramme fairways og lave birdies for at hjælpe sin makker, og han kan til tider være svær at spille sammen med. Mickelson er ikke i topform, men mindre kan også gøre det for verdens nummer to, som stadig er et kæmpe aktiv for USA.
Karakter: 10

Jeff Overton
Hvis Ryder Cup var blevet afviklet i juli eller august, havde Jeff Overton været blandt USA's bedste kort. I stedet ligner han netop nu det tynde øl. 11-over-par i Tour Championship og 10-over-par i sin forrige optræden spillede ham helt ud af FedExCuppen. Angiveligt spillede det ham også helt ud af en startplads, når Ryder Cup starter fredag. Overton spiller sin første Ryder Cup og med de seneste ugers gummiarm i afslutningen af FedExCuppen, har han ikke imponeret kaptajn Pavin. Overton spiller skidt, og har vist tegn på ikke at kunne klare presset.
Karakter: 4

Matt Kuchar
Matt Kuchar måtte vinke farvel til FedExCuppen og de 10 millioner dollars, da han i weekenden sluttede langt tilbage i Tour Championship. Kuchar har de seneste uger været helt ustyrlig, og inden Tour Championship troede man slet ikke, at han kunne slutte uden for top-5. Det kunne Kuchar imidlertid godt, og derfor kom der lidt skår i glæden inden hans livs største opgave. Kuchars form de seneste uger giver ham dog snor nok til, at han stadig bør få en stor rolle for USA. Selvom Kuchar, som Overton, også er Rookie, udstråler han en helt anden ro end Overton, og Pavin har en rigtig formstærk spiller i Kuchar.
Karakter: 10

Zach Johnson
Zach Johnson er først og fremmest en fantastisk putter, og det skal man aldrig undervudere vigtigheden af i hulspil. Johnson har ikke haft nogen forrygende sæson, men dog god nok til at hive et wildcard i land. Personligt er jeg overbevist om, at Zach Johnson kommer til at gøre det godt. Han er de sidste par uger begyndt at vise noget form, og nu tror jeg, at han er ved at være der. Johnson har rutinen, og jeg tror, at Pavin kommer til at bruge den patriotiske amerikaner meget. Bedømmelsen af Johnson går mere på at hans form peger opad end på egentlige resultater.
Karakter: 7

Tiger Woods
Det er vanskeligt at spå om Tiger Woods’ form forud for dette års Ryder Cup. Tiger har haft to-tre ugers turneringspause forud for kampen mod Europa, og de er utvivlsom blevet brugt med vanlig Tiger-seriøsitet. Tiger har det traditionelt haft det svært i Ryder Cup selv på tidspunkter, hvor han udenfor Ryder Cup har været urørlig. Ville det så ikke være typisk, hvis Tiger pludselig var forrygende? Jeg tror, at Tiger kommer til at spille men næppe det hele. Tiger hamrer bolden i øst og vest med sin driver, så hvis han skal spille foursome, bør det blive med Bubba Watson, som i forvejen er vant til at stå i græs til navlen. Karakteren skal jo gives, og baseret på Ryder Cup meritter og nuværende form, ser det ikke godt ud for Tiger.
Karakter: 2

Stewart Cink
Cink har været den mest anonyme af de amerikanske spillere gennem sæsonen. Faktisk har han haft svært ved at finde formen, siden han vandt The Open sidste sommer. Cinks rolle er svær at forudsige, men på grund af de mange Rookies, er det meget sandsynligt, at han vil blive parret op med en af de yngre gutter. Cink var ikke kvalificeret til Tour Championship, men hans resultater har faktisk ikke været så dårlige endda. Der er langt mellem de store resultater, men til gengæld ligger han lige bagved. Stabil er nøgleordet til Stewart Cink ved Ryder Cup. Dog mangler der lidt.
Karakter: 4

Hunter Mahan
Hunter Mahan er mit bud på mest vindende amerikaner ved Ryder Cup. Han har spillet godt længe, men uden at hive sejre i land. Spillet er dog helt i top, og Mahan er en fremragende makker for enhver amerikaner. Først og fremmest ramte Mahan under Tour Championship mange fairways, og det er en vigtig ting i både fourball og foursome. Han er aggressiv i sit spil, og passer derfor godt til både fourball og foursome. Derfor tror jeg, at han kommer til at spille rigtigt meget. Under Tour Championship viste Mahan i de første par runder, at han var godt spillende, og han kunne på dette tidspunkt sagtens have været mange slag bedre. Mahan er klar!
Karakter: 10

Rickie Fowler
Corey Pavins kanin i hatten hed Rickie Fowler. Der er ingen tvivl om, at Fowler var et populært valg hjemme i USA og for den sags skyld også hos mig. Jeg glæder mig enormt meget over en type som Fowler, men hvorvidt han kommer til Wales med sit bedste spil i bagen, er jeg i tvivl om. Tidligere på året ville jeg have sagt, at Fowler skulle med, men nu synes jeg, at den er lidt tricky. Fowler er i mine øjne meget vanskelig at bedømme, så derfor bliver karakteren baseret på resultaterne de seneste uger eller måneder. Vi skal tilbage til juni for at finde en top-10 placering til Fowler, og derfor tror jeg ikke, at vi skal forvente at se Fowler spille ret meget.
Karakter: 2

Dustin Johnson
Johnson har spillet sig ind i de flestes hjerter i 2010. To gange har han kikset i afslutningen på en Major, og under US PGA vandt han meget sympati på grund af en besynderlig regel, som kostede ham et omspil. Johnson slår som langt som nogen anden, når han virkelig lukker op, og jeg er sikker på, at birdiemaskinen kommer til at spille begge fourballs. Johnson har efter min mening været den bedste spiller på PGA Touren i år, og mon ikke Pavin også har lagt mærke til det. Han var i samme situation som Kuchar, men fejlede også i Tour Championship. Det ændrer ikke ved, at Johnson bør få en fremtrædende rolle for USA.
Karakter: 10

Bubba Watson
Publikumsfavoritten Bubba Watson er helt fantastisk. Han er faktisk i sig selv en grund til at tænde for Tv’et, når Ryder Cup starter. Aldrig før har man set en fyr slå så langt. Jeg har personligt en drøm om at vi får set Bubba Watson sammen med Dustin Johnson i en fourball. I så fald vil der stå to europæere og slå 7-jern ind til par-4 hullerne, mens Watson og Johnson står og chipper – hvis de altså kan finde deres bolde. Watson giver samme mulighed som USA for to år siden havde med J.B. Holmes og hvem husker ikke, hvordan han hamrede sin bold 50 meter forbi Søren Hansen på vej mod sejren. Watson bør spille i fourballs, fordi han laver flere birdies end nogen anden. Foursome er mere tvivlsom.
Karakter: 7

Steve Stricker
Stricker har været forrygende i lang tid. Han er så stabil som Furyk og putter som en af de bedste i verden. Stricker bør sammen med Furyk være en af de amerikanere, som kommer til at spille det hele. Han kan muligvis blive pillet ud i en fourball, hvor mange birdies bliver belønnet, men ellers får han fuld spilletid. Stricker spillede skidt i Tour Championship, men ellers har han været rigtigt godt spillende de sidste mange måneder. Jeg bryder mig personligt ikke om Stricker, som jeg synes er dødkedelig at se på i hans triste amerikanske kaki-bukser, men hans evner på golfbanen, kan jeg ikke tage fra ham.
Karakter: 10

Det er et vanvittigt spændende og publikumsvenligt hold, som USA stiller med i år. Er jeg den eneste, der tænker, at det næsten bliver svært ikke at holde bare lidt med nogen af dem?
 



Kommentarer 

 
# Mikkel 28.-09.-2010 00:37
Godt du ikke er så tyk, som du ser ud Vester :-)
Svar
 

Tilføj kommentar

Når du kommenterer, så husk at have respekt for andre! Vi forbeholder os ret til at slette indlæg, der ikke overholder dette.

Nedenfor beder vi dig indtaste den tekst, der fremgår på billedet. Så ved vi, at du er et menneske.


Sikkerhedskode
Opdater

Tilmeld dig Ugens Golf Deal

Seneste indlæg i debatten

Nyeste klummer

Mens vi venter på en rollemodel!
Finn Havaleschka - 08.07.11 kl. 00:31
Ti stille USA!
Brian Vester - 13.05.11 kl. 18:39
Er golfstjernerne forkælede?
Finn Havaleschka - 10.03.11 kl. 09:33
Et spark i r…. til Hansen!
Finn Havaleschka - 24.02.11 kl. 13:18
Må Tiger sige FUCK! på tv?
Jacob Poulsby - 24.02.11 kl. 11:46
Hartø: Ikke flere majors til Tiger!
Finn Havaleschka - 14.02.11 kl. 11:41