Login


Her logger du ind på Golfnyheder.dk

Er det at snyde relativt?

Er én snyd relativt større end én anden. Ja – i hvert fald når det kommer til konsekvenserne. Maradonna brugte hånden til at skaffe sit hold en sejr. Alle kunne se det var snyd, men da den der skulle dømme for snyd, ikke kunne se det, fik snydet ingen konsekvenser og Maradonna gik fri. Han lever fint med sit regelbrud, fordi han spillede efter et sæt etiske regler, der siger, at regelovertrædelser, der ikke bliver opdaget, er straffrie.

En anden slags snyd er doping. Alberto Contador blev taget med en bitte smule clenbuterol i en dopingprøve. ”Man må reflektere over, om så små mængder som dette skal betragtes som doping og efterfølgende resultere i udelukkelse”, siger Contador. Måske prøver Contador bare at sige, at det var så lille et snyd, at det ikke burde føre til sanktioner. Men da Contador er i en sportsgren, der er presset på dens etik, er de moralske pegefingre oppe. Kan han leve godt og stolt over en Tour de France sejr, som han ikke kom helt ærligt til?

Golfens ubøjelige regler
I golf er du din egen dommer. Du kan ikke, som Maradonna, dække dig ind under at dommeren ikke så det, og du kan ikke, som Contador, argumentere for at bolden kun flyttede sig en lille smule væk fra sit leje. I golf kan snyd ikke gradbøjes. Efter golfens etiske regler, er snyd noget af det værste, og det, uanset om du er den eneste der ved, at du har snydt. Problemet bliver bare større, endda meget meget større, hvis andre opdager, at du har snydt. Således er der noget snyd der er mere snyd end noget andet og således også de praktiske, psykiske og følelsesmæssige konsekvenser.

I golfsporten har snyd meget store konsekvenser. Hvis du undlader at rette op på et regelbrud, som reglerne foreskriver, bliver du diskvalificeret og kan i grovere tilfælde idømmes karantæne, ja sågar udelukkelse for livstid.

Golfspilleren skal, ud over karantænen, lære at leve med de moralske konsekvenser af snydet, resten af sit liv. Vijay Singh har siden 1985 levet med en dom for snyd. Over 25 år efter hans karantæne, må han stadig leve med spørgsmål om hans integritet – om han er en ærlig mand!

For en ung elitespiller, for hvem golfen, er hele livets omdrejningspunkt og fremtid, kan en karantæne på ét år, give særdeles dybe psykiske og mentale sår, som nok kan heales, men som vil bestå som ar, resten af livet.

Jeg har fuld forståelse for at golfens autoritative organer må slå hård ned på snydere. Det er man ganske enkelt nødt til. Selvjustits er golfens etiske og moralske hovedpulsåre. Hvis en golfsnyder kunne leve videre som Maradonna, uden moralske skrupler eller som Contador, med argumentet om at jeg kun snød lidt, ville golf ikke længere være golf.

Det ideelle retssamfund
I et retssamfund gælder det, i hvert fald i teorien, at når man har afsonet sin dom, er man en fuldgyldig samfundsborger på lige fod med alle andre, men i praksis er sagen en anden. Der bliver set skævt til en og mistanken om at synden bliver gentaget, forsvinder ikke, fordi man har sonet sin straf. Vi sætter stempler på folk.

At blive fristet over evne, er menneskeligt. Alle, formentlig uden undtagelse, bliver fristet. For nogle bliver fristelsen så stor, at den bliver uimodståelig. Et forbedret leje og ét slag mindre, og jeg er med i finalen og et skridt tættere på landsholdet, college golf i USA og en fremtid som professionel. Og omgivelsernes respekt og beundring bliver større; Der er han, ham den unge himmelstormer, hold op, han er altså god, se nogle slag han kan slå!

Selvværdet hægtes op og fastholdes på graden af andres respekt og beundring. Og når boblen så brister, hvad sker der så. Når respekt og beundring bliver til pegefingre, forsvinder selvværdet og selvtilliden. Hvordan skal man så komme videre?

Golf er ikke fodbold, og tak og lov for det, og netop derfor er der i golfens verden behov for, at der er nogen der kan hjælpe den fordømte videre i tilværelsen, heale såret så arret bliver så lille som muligt. Specielt når det drejer sig om yngre mennesker, må det være golflederens pligt, at hjælpe dette menneske videre, tilbage på sporet og ikke blæse til fordømmelsens vinde.

Må din næste runde blive den bedste,

Finn Havaleschka

Se mere på www.mentalscorecard.com
 


Tilføj kommentar

Når du kommenterer, så husk at have respekt for andre! Vi forbeholder os ret til at slette indlæg, der ikke overholder dette.

Nedenfor beder vi dig indtaste den tekst, der fremgår på billedet. Så ved vi, at du er et menneske.


Sikkerhedskode
Opdater

Tilmeld dig Ugens Golf Deal

Mest læste blogs

Derfor er golf kedeligt
Brian Vester - 10.12.10
Ti stille USA!
Brian Vester - 13.05.11
Her er Corey Pavins Picks
Brian Vester - 27.08.10
De ”unge” mod de ”store”
Andreas Kali - 21.02.10

Nyeste features

Nul kvinder her
E. Trier Hansen - 05.05.11