Jeg hader golf – men kommer igen i morgen
Du kender det garanteret. Du har oplevet det flere gange. Helt sikkert! Den situation hvor golfen hænger dig så langt ud af halsen, at du lover dig selv, at holde en pause.

Forleden fik jeg en mail af en af mine golfende venner. Han var nået til ovenstående beslutning. Første runde om klubmesterskabet var gået helt ad h.. til. Nu ville han holde en pause og foretage sig noget mere fornuftigt. Men det skete selvfølgelig ikke. Hvad var det der fik ham tilbage på banen? Her er et pluk fra hans mail.

Verdensrekord i svømning under isen
Ret tilfældigt så jeg en TV udsendelse i går aftes, med et indslag om fridykkeren Stig, der slog verdensrekorden i svømning under is. Kun iført badebukser, under 30 cm tyk is, svømmede han 70 m. Hans forberedelser har indebåret træning og atter træning, især på det mentale plan. Og det er her min (hans) pointe kommer: At det ikke er kroppen og det fysiske der udfører aktionen, men derimod den mentale tilstand. Stig var lykkelig da han efterfølgende sad på isen med kroppen halvt i vand og nød det smukke solskin og det han havde gjort, ikke bedriften men selve aktionen. Det prøvede jeg at tage med på banen i dag på 2.runde og gik i 77! Min bedste runde i meget lang tid.

Jeg er selv stået af
Jeg er selv stået af for en tid. For første gang i 20 år spiller jeg ikke med om klubmesterskabet. Gider ikke. Har haft en meget skuffende sæson. Resultaterne har slet ikke levet op til de forventninger jeg havde da sæsonen startede. Spørgsmålet er: hvad kan vi/jeg lære af fortællingen om fri-dykkeren? Hvad var det min golf-ven lærte?

Motivationen til at yde, kommer fra forventningen om at man lykkes. Og dermed – hvis gabet mellem forventninger og resultater, bliver for stort, så kommer desperationen, den forkrampede anstrengelse for at lukke gabet og dermed det forkrampede spil, det fastlåste styrede sving. Heri ligger forklaringen på det gode momentum, den opadgående, såvel som den nedadgående spiral de fleste golfere oplever. Hvordan kommer man så tilbage på sporet, ind i den positive spiral?

1. Hold en pause, kom væk, lav noget der kan få dig til at tænke på noget andet.
2. Sæt forventningerne ned og accepter at du ikke er så god som du selv synes.
3. Lær at blive i nuet, i processen, at være totalt tilstede – uden forventninger.

Det er det sidste dykkeren er god til. Forskellen er bare, at det er en hel del lettere at være til stede i nuet, komme ind i en nærmest meditativ tilstand, når man er aktiveret i en proces, der kræver de samme monotone bevægelser, uden påtvungne eller pludselige afbrydelser i rytme og energiforbrug. Snak med en langdistanceløber. Det er ikke det at løbe distancen på en bestemt tid, der alene er motivationen, men nok så meget den meditative tilstand, som løbets fysisk monotone bevægelser fører løberen ind i. Dertil kommer, at den kontinuerte fysiske bevægelse, medfører en produktion af lykkehormonet endorfin. Man bliver nærmest høj af det. Bl.a. derfor udstrålede dykkeren en stor glæde og indre ro, da han sad der i badebukser på isen med halvdelen af kroppen i det iskolde vand. Spørg løberen om hvad der er det mest irriterende under et løb, og han vil svare, at det er når han må afbryde sit løb og vende opmærksomheden udad. Netop der hvor man ikke kan være inde i sig selv, og der hvor produktionen af endorfiner går i stå og den meditative tilstand bliver afbrudt.

Men sådan er golf ikke
Men disse betingelser om en kontinuert langvarig monoton proces, kan ikke opfyldes af golfen. En golfrunde består af et stort antal afbrydelser og mange udefra kommende forstyrrelser af ens egne tanker og mentale tilstand, som man ikke umiddelbart har kontrol har over. I golfen går man jo netop hele tiden ind og ud, og jo dårligere det går, jo mere frustreret bliver man, og jo sværere bliver det. I den proces er der ikke mange endorfiner at hente. I stedet er det frygt og flugt hormonet – også det man kalder den negative adrenalin – der bliver produceret. Og så skal der altså et rigtigt godt og solidt golfsving til for at kunne holde sammen på det hele.

Det er måske også her vi skal finde en af de væsentlige forklaringer på at vi generelt rammer bolden bedre på Rangen end ude på banen. På Rangen er vi i kontrol over processen, og kan finde ind i den rytme der passe os bedst.

Hvis jeg har ret i disse antagelser, må man udlede, hvis ikke man vælger løsning 1 eller 2, at man mentalt, må arbejde med at få en golfrunde til at glide, som en lang kontinuert proces – komme ind i en bestemt rytme – med og uden pauser uanset hvad. Mentalt må vi gøre os til herrer over processen. I virkeligheden er det vel også det vi taler om, når vi siger, at vi kom ind i en god rytme. Når vi er i Zonen! Men da vi ikke kan undgå afbrydelserne, må vi skabe rytme og harmoni i afbrydelserne. Det er det det handler om! Det er fysisk, men starter i det mentale. Det var det min ven lærte af dykker-historien.

Du hører fra mig hvis det virker
Jeg lover at jeg vil arbejde med at finde på nogle mentale øvelser og tanketricks, som jeg kan afprøve under et vist pres, når vi skal spille om Senior Elite Foreningens mesterskab på Stensballegaard d. 18. og 19. september. Kan jeg få dem til at virke, giver jeg dem gerne fra mig.

Må din næste runde blive den bedste,

Finn Havaleschka
Din Mentale Golfdoktor

P.S.: Se også min webside om mental træning: www.mentalscorecard.com.

 

 

Tweet