Login


Her logger du ind på Golfnyheder.dk

Rory McIlroy i Zonen

Hvad har Billie J. King, engang verdens bedste kvindelige tennisspiller, til fælles med Rory McIlroy, der vandt en fantastisk sejr med en 62 på sidste runde i Quail Hollow Championship?

 
King formulerede det at være i Zonen sådan her:
 
”Det forekommer næsten, som om jeg er i stand til at transportere mig selv hinsides hurlumhejet på banen til et sted med total fred og ro. (...) Det er en perfekt kombination af intens handling, der finder sted i en atmosfære af total indre ro.”
 
McIlroy formulerede det, efter sin 62, ikke helt så poetisk: I was in the Zone. I could see all the shots and all the lines. I was not thinking about the score, just trying to stay in there and let it flow. I dreamt about this when I was a kid.
 
En fantastisk til­stand hvor det mentale og fysiske går op i en højere enhed og spillet bare flyder. Det er i denne tilstand vi oplever den intense og store glæde, som gør at vi elsker golfen og kommer tilbage igen og igen – uanset frustrationer og nedture?
 
Alle taler om det
Håndboldspillere, fodboldspillere, videnskabsfolk, gartnere, håndværkere, ja alle der skaber og udøver noget, taler om det. Vi kender alle den mentale tilstand som Billie J. King beskriver og som McIlroy demonstrerede. Ikke noget med at fedte med puttene på hul 17 og 18. Han var i Zonen, han kunne se linjen og føle længden. Hvordan kunne han lade være med at tænke på, at et lidt for langt put på 17 (langt downhill) let kunne være endt i vandet?
 
Det pudsige er, at der ikke findes nogen beskrivelse af den proces der fører os ind til den tilstand. Stort set alle de bøger jeg har læst om mental træning, inklusive bøger af guden inden­for feltet, Dr. Bob Rotella, har ladt mig tilbage med spørgsmålet: Og hvad så? Hvordan gør jeg det? Hvordan kommer jeg ind i Zonen?
 
Alle sportspsykologer kommer med gode eksempler på hvad man ikke skal gøre og hvordan man ikke skal tænke, men ikke på hvordan man skal lade være med ikke at gøre det.
 
Se de gode eksempler på linket til You Tube med for eksempel Dr. Robert Winters og hans Winning Minds. Rådene er jo indlysende: Når du går op på første tee skal du være afslappet, klar, tillidsfuld og altid forvente det bedste. Du skal undgå negative tanker og undgå at fokusere på forhindringerne.
 
Hvor er det klogt
Ja, ja, i guder – hvor er det klogt, men hvordan? Hvis jeg nu er skide nervøs og ved at jeg 2 ud af 5 gange slicer og at der er en vandhazard ude i højre side, hvad så? Hvad gør jeg så, helt præcist, for at tænke positivt?
 
Nick Faldo, som du også kan se på You Tube, er lidt mere oplysende når han bliver spurgt til hvordan han træner i at kon­centrere sig. Her er nogle af hans råd: Stay in present time, keep awareness on target, see what you want to do, rehearse exactly what you want to do.
 
Det er da lidt mere præcist, men – igen – hvor er værktøjerne til at gøre det? I min sid­ste bog ”Inden du går helt i Sort” har jeg forsøgt at råde bod på disse mangler. Vi må have nogle værktøjer, så vi ikke kun ved hvad vi skal gøre, men også hvordan. Her følger et af disse værktøjer.
 
Stir dig ind i Zonen
Det siges om mange af de bedste professionelle, at man kan se på deres øjne, når de er i Zonen. Tiger er en af dem, Rocco Mediate en anden, en tredje er Raymond Floyd, som gav mig ideen til følgende øvelse?
 
Du kender sikkert udtrykket ”at falde i staver”. Det er det indadvendte øjeblik, hvor man er i sit eget og helt private univers. Når vi falder i staver tænker vi, og tænker alli­gevel ikke. Vi er fuldstændig til stede, men underlig ubevidste om, hvad der foregår omkring os. Det er denne tilstand, de nævnte spillere er i, når de spiller bedst. Man kan se det på deres øjne. Floyd fortæller at han var bevidst om at komme i sit stirrende mode ”getting my stare on” som han udtrykker det. Det kan du også lære at gøre. Prøv følgende.
 
Når du sidder og stirrer ud i luften, ser du ikke skarpt på det du ser på, men har tan­kerne vendt indad. Det er det samme når du dagdrømmer. Du kikker på noget uden egentlig at se det og dine tanker er et helt andet sted. Prøv at gøre dig selv bevidst om denne mentale tilstand og øv dig i at komme ind i den. Du skal bare sidde at se på no­get, uden at gøre dig nogle tanker om hvad du ser på. Lad øjnene hvile som når du sid­der og ser på alle disse bogstaver. De danner ord og sætninger, men du læser dem ikke. Din hjerne er ikke beskæftiget med at finde mening med dem eller afkode nogle bud­skaber. De er der bare! Prøv at fornem hvor koncentreret og fokuseret inde i dig selv du faktisk bliver. Det starter med øjnene. Du skal indstille øjnene til ikke at se på noget. Når du har øvet dig lidt og lært dig selv at acceptere at være i en tilstand, hvor tankerne ikke flyver af sted i alle retninger om pligter og mål, forventninger og tvivl, så tager du den med ud på golfbanen.
 
Start med at gå ”alene” på puttegreenen. Mens du går og putter, så vend blikket indad. Du ser bolden, du ser hullet og fornemmer linjen, men alligevel ikke. Du lader under­bevidstheden tage over som når du ser alle disse bogstaver ude at afkode dem i ord og sætninger. Du skal bare gå og putte i denne tilstand af en underlig ukoncentreret kon­centration. Når du bliver fortroligt med fornemmelsen og oplever at du faktisk bliver bedre til at få dine putts i, så gå over på indspilsbanen og gør det samme. Kryb ind i dig selv – vend blikket indad – mens du mediterer over det forskellige slag og måder at slå til bolden på. Næste gang du går en runde, så prøv, mens du går fra det ene slag til det an­det, at gøre det samme. Lad øjnene stirre indad.
 
Om det var det McIlroy gjorde ved jeg ikke, men prøv – måske hjælper det dig.
 
Ha' en god runde!
 
P.S.: I de samme klip til mental træning, som er lagt ud på You Tube, bliver Tiger citeret for at sige følgende: Control your mind and you control your destiny. Han klarede som bekendt ikke cuttet. Mentalt overloaded, med alt andet end golf. Lærerigt – ik'?

 



Tilføj kommentar

Når du kommenterer, så husk at have respekt for andre! Vi forbeholder os ret til at slette indlæg, der ikke overholder dette.

Nedenfor beder vi dig indtaste den tekst, der fremgår på billedet. Så ved vi, at du er et menneske.


Sikkerhedskode
Opdater

Tilmeld dig Ugens Golf Deal

Mest læste blogs

Derfor er golf kedeligt
Brian Vester - 10.12.10
Ti stille USA!
Brian Vester - 13.05.11
Her er Corey Pavins Picks
Brian Vester - 27.08.10
De ”unge” mod de ”store”
Andreas Kali - 21.02.10

Nyeste features

Nul kvinder her
E. Trier Hansen - 05.05.11