
”Hvor var det klamt at se på”, ”Det er heller ikke svært at spille godt, når du putter så godt”, ”Du rager helt vildt”.
Måske har du hørt det disse udsagn før?
Sekundære golfspillere, lige fra juniorer til håbefulde proer, gør det ofte til noget negativt at være en god putter. Det er en mærkeligt tilgang til spillet. De mener, at golf mest handler om at slå langt og lige, slå mest spin og kunne slå den bedste ”flight”. Puttning er sekundært, og det er nærmest en pinligt at være god til det, mener de.
Jeg er blevet kaldt mange ting gennem mit liv. De fleste ting har ikke noget med golf at gøre, men som juniorgolfer var jeg ofte en ”rager”. Jeg missede greens efter små hjerneblødninger, men ofte kom jeg ind-og-i fra de mærkeligste steder.
Det affødte en masse negative bemærkninger, men sagen er en helt anden, når jeg taler med de professionelle spillere. De lægger ikke ikke skjul på det, hvis de på en runde har sænket putts fra højre og venstre. For dem er puttning en meget vigtig del af spillet. Det er det også for amatørerne, men den del af spillet får bare ikke det samme fokus.
Jeg snakkede med Jeppe Huldahl efter første runde af BMW PGA Championship i München. Han havde netop gået en runde i 65 slag. Selvfølgelig slog han gode slag på det meste af runden, men på de sidste huller slog han nogle skæverter. Han reddede pars med nogle halvlange putts - faktisk lavede han ingen bogeys på de 18 huller. Hans statistik for runden bekræfter det, han puttede godt både på det greens han ramte i regulation, og på dem han missede.
Jeppe var meget lige til. Det var skønt at putte så godt, sagde han. Han havde reddet pars fra nogle svære positioner, og han var glad for, at putteren havde fungeret på dagen, når andre dele af spillet fejlede.
Vi andre dødelige golfere kunne lære meget af de succesfulde spilleres tilgang til puttningen. Et putt har samme værdi som et 300 meter drive eller et slag ind til green. Der er ingen skam i at være en god putter. Vi har en tendens til at omtale god puttning som en undskyldning for at score godt. I virkeligheden er det en disciplin af golfspillet, som er mindst lige så vigtig som alle de andre.
Er du en god putter, så vær stolt af det. Lad være med at tale din egen eller andres puttning ned. Jeg vil påstå, at det i gennemsnit kan spare dig mindst ét eller to slag per runde.
Nedenfor beder vi dig indtaste den tekst, der fremgår på billedet. Så ved vi, at du er et menneske.