Vi ser det hver uge. En spiller går fremragende lavt i én runde og går ned i den næste. Der er selvfølgelig enkelte eksempler på, at en spiller fuldstændig er stukket af fra resten af feltet over flere runder, eksempelvis Tiger til The Masters i 1997. Men det er efterhånden næste givet på forhånd, at der bliver lagt 72-75 slag oven i runde lavt i 60’erne.

I sidste uge var Huldahl, der gjorde det efter sin fantastiske 61’er med 12 birdies. Han faldt tilbage på sidstedagen af turneringen med en 75’er. Han kan dog trøste sig med, at det sker hver eneste uge for spillere på alle niveauer. Notah Begay fulgte sin berømte 59’er op med en runde i 74 slag og i mindre målestok fulgte Ricardo Gonzalez i denne uge sin åbningsrunde i 64 slag op med en 71’er til Castelló Masters.

Det er interessant at fundere lidt over, hvad der egentlig sker i hovedet på spillerne, når de skal præstere efter en god runde. Jeg skriver denne klumme, da tanken strejfede mig, nu hvor Huldahl igen er med fremme, og jeg tilfældigvis faldt over bogen ”Going Low: How to Break Your Individual Golf Scoring Barrier by Thinking. Den er skrevet af Patrick J. Cohn og burde egentlig være obligatorisk for alle golfspillere, der vil forbedre sig. Det er sikkert også nogle spillere, der bare vil ud i den friske luft…

Cohn skriver mange interessante ting i den bog, blandt andet man er nødt til at forstå, hvorfor vi går en god runde. Han kalder at ”træde ud af boksen” og se tingene fra oven. Der er ekstremt mange forhold, der spiller ind. Hvis det var nemt, ville vi jo bare gøre det hver gang. Det er svært at sænke de samme putts, få de rigtige spring (bounds), gode lies og have medvind på de rigtige huller to runder i træk.

Han skriver, at det handler om at ændre det billede, man har af sig selv. Hvis man går en runde under 80 slag for første gang, skal man ikke tænke på sig selv som en spiller, der aldrig kan bryde 80. Det har mange af os en tendens til. For det andet mener Cohn, at vi skal være bedre til at belønne os selv for en god runde og ikke tænke over, hvordan kunne have været endnu bedre. Eksempelvis har jeg da også taget mig selv i efter en runde i 66 slag at sige ”Hvis jeg bare have klaret det putt på 15. hul…”. Det er jo i bund og grund tåbeligt at fokusere på de ting, der ikke lykkedes, når der står et flot tal på scorekortet.

Huldahl fortalte mig efter sin 75’er i Portugal, at han godt vidste, at det var svært at følge op på en lav runde, men at han ikke havde forestillet sig, at det ville være SÅ svært. Det er jo netop essensen af det, Cohn skriver, man ikke skal gøre. Lever man i en forestilling om, at en god score er svær at følge op med endnu en god score, bliver det også svært. Hvis Huldahl i stedet erkendte, at de gode runder ikke behøver komme to dage i træk, og at en god runde dagen efter faktisk kan være en runde i 71 slag, så ville han ikke lægge det samme pres på sig selv. Hver runde er en ny runde, og selvom det er svært at holde alt ydre pres ude, så handler det jo bare om at acceptere, at hvis fokus er på hvert slag og summen giver en rundescore, så vil resultaterne ikke kunne sammenlignes – da en runde faktisk er ekstrem kompleks i sig selv.

Komplekst var det afsnit vist også, men helt basalt handler vel om, at det ikke er et nederlag ikke at følge en mirakelrunde op med en mirakelrunde.

Måske er det noget, du kan bruge til at forbedre din golf? Du kan finde bogen, der kommer med rigtig mange gode eksempler, her. Tiden er måske givet godt ud?
 

Tweet