Køge Golf Klub består af en 18 hullers bane og en 9 hullers bane. 18 Hullers banen, Sydbanen, er en parkbane med både søer og vandløb. Golfklubben har desuden en dejlig restaurant og en golfshop, som begge er besøg værdige.
Køge Golf Klub består af en 18 hullers bane og en 9 hullers bane. 18 Hullers banen, Sydbanen, er en parkbane med både søer og vandløb. Golfklubben har desuden en dejlig restaurant og en golfshop, som begge er besøg værdige.
| Gennemsnitskarakter | 7.6 | |
| Banens design/layout | 8.0 | |
| Greens | 7.0 | |
| Banens øvrige stand | 7.0 | |
| Klubhuset og træningsfaciliteter | 8.0 | |
| Tilfredshed i forhold til prisen | 8.0 |
Skrevet af Golfnyheder.dk 24. Juli 2011
Golfnyheder.dk har besøgt Køge golfklub, som ligger i smuk natur på Sydsjælland. Faciliteterne er i orden med et nyt og lækkert klubhus, en kæmpe putting green, et mindre indspilsområde samt en driving range med mulighed for at slå fra græs – alt sammen belejligt tæt på 1. tee.
Anlægget
Anlægget består af en 18 hullers bane (sydbanen) og en 9 hullers (nordbanen). Golfnyheder.dk spillede sydbanen, som er en intim og flot parkbane på blot 5744 meter fra gul tee.
Hele anlægget har de seneste år fået et løft, således er der et helt nyt klubhus med TV -og spillestue samt en restaurant, som sælger den måske største og bedste håndfrikadelle blandt landets golfklubber! Her er den hygge man forventer at finde på disse kanter, og undertegnede faldt da også i snak med et par ældre lokale damer i TV stuen efter runden. Når man kommer ind i det nye klubhus findes indskrivning umiddelbart indenfor døren, og der ligger ligeledes en Golfstore.
Som nævnt er der tale om en kortere parkbane med et fornuftigt design. Der er både vand og bunkers placeret spændende, både når man står på tee, og når man skal slå på green. Det kombineret med en række dogleg-huller betyder, at man ikke hiver driveren frem på alle huller. Der skal tænkes strategisk, og det er helt klart én af forcerne ved denne bane. Der er ikke mange teeslag, der minder om hinanden, og man er underholdt gennem banens 18 huller. Nogle af hullerne ligger lidt tæt op ad hinanden, hvilket kan vise sig at være et problem på travle dage. Det var ikke til gene på denne dag, hvor vi var alene på anlægget, da kaskader af regn hægrede det sydsjællandske. Det betød, at banen desværre var meget våd, og der lå vand både på fairways og greens. Det er dog ikke første gang, at undertegnende besøger banen, hvorfor jeg i min vurdering vil lade tidligere erfaringer på banen spille ind – alt andet ville ikke være fair overfor dette ganske fine anlæg.
Banens stand
Hvor vandet ikke havde samlet sig var fairways kortklippede og tætte og roughen var tyk og saftig i bunden, men ikke højere end at man kan finde sin bold. Teestederne efterlod noget at ønske sig - de var både hullede, ujævne og på et enkelt hul stod det nærmest, som var det hverken klippet eller vedligeholdt på almindelig vis. Det vil ikke være retvisende at give en vurdering af greens på selve dagen (jfr. vand på greens), men fra tidligere erfaringer, er der tale om greens med moderat fart og et jævnt rul. Desværre har nogle greens typisk mindre skader med små nøgne områder, og det kunne også ses på dagen.
Bedste hul
Banens bedste hul er hul 8 som er eneste par 5 på for-ni. Hullet virker tilforladeligt med sine blot 439 meter. Teeslaget skal placeres i venstre side af fairway, hvis man vil gå efter green i to. Vælger man dette skal man slå med stor præcision, da green beskyttes af bunkers i venstre og en sø i højre, der går helt ind til green, som er smukt opstammet ud til søen. Da vi spillede hullet, stod pinden kort i højre, få meter fra kanten til søen, hvilket gjorde det tilbageværende wedgeslag til en reel test. Et risk-reward hul, som samtidig er æstetisk smukt.
Dagens højdepunkt
En knasende sprød og lun håndfrikadelle efter 9 huller. Derudover skal de kridhvide bunkers også nævnes. I Køge har man valgt at have knust marmor i sine bunkers, og det er ikke kun smukt i det grønne landskab, de performede faktisk fantastisk under de våde forhold – både fairway- og greenside bunkers.
Dagens skuffelse
Det danske sommervejr.
Alt i alt er Køge Golfklub en fin golfbane med en rigtig hyggelig atmosfære. Det er der kan scores på hvis man har den rigtige course management og præcision på dagen. Skulle de første 18 huller ikke give den forventede pointhøst, kan man blot tage 18 mere, da greenfee gælder en hel dag (350,- hverdag / 400,- Weekend).
Anmeldt af Mikael Præstegaard. Klubben stillede gratis greenfee til rådighed for Golfnyheder.dk.
| Gennemsnitskarakter | 8.6 | |
| Banens design/layout | 9.0 (2) | |
| Greens | 7.5 (2) | |
| Banens øvrige stand | 9.0 (2) | |
| Klubhuset og træningsfaciliteter | 8.5 (2) | |
| Tilfredshed i forhold til prisen | 9.0 (2) |
| Gennemsnitskarakter | 8.4 | |
| Banens design/layout | 9.0 | |
| Greens | 7.0 | |
| Banens øvrige stand | 9.0 | |
| Klubhuset og træningsfaciliteter | 8.0 | |
| Tilfredshed i forhold til prisen | 9.0 |
En dejlig og smuk parkbane med masser af udfordringer. Hullerne ligger i et godt flow med gode udfordringer både med vand i spil på drilske placeringer og bunkers omkring green der maner til særlig opmærksomhed.
Der er dog få steder på banen, hvor greens kan have nogle store huller, men dem er der heldigvis ikke så mange af.
En bane der kun kan anbefales.
| Gennemsnitskarakter | 8.8 | |
| Banens design/layout | 9.0 | |
| Greens | 8.0 | |
| Banens øvrige stand | 9.0 | |
| Klubhuset og træningsfaciliteter | 9.0 | |
| Tilfredshed i forhold til prisen | 9.0 |
En dejlig og smuk parkbane med masser af udfordringer. Hullerne ligger i et godt flow med gode udfordringer både med vand i spil på drilske placeringer og bunkers omkring green der maner til særlig opmærksomhed.
En bane der kun kan anbefales.