Et indlysende forkert valg

Der hersker ingen som helst tvivl om, at herrelandsholdets VM-sølv er en stor golfpræstation, og at den alt andet lige nok også er den største danske amatør præstation nogensinde.

Alligevel er det i mine øjne indlysende forkert, at præstationen i dag er blevet belønnet med Den Gyldne Golfbold af Sportsjournalisternes Golfklub og Nykredit.

Al eliteidræt handler om en eneste ting; at vinde. Nummer to er altid ’the first loser’.

Og hvor flot en præstation, der end var tale om af de tre gutter i Argentina, så ændrer det ikke ved det faktum, at de netop IKKE vandt. Det var der derimod andre danske golfspillere, der gjorde i 2010, og endda så spektakulære sejre, at selv dansk golfs ikoniserede grand old man Thomas Bjørn’s sejr på European Tour, faktisk ikke var nok til at bringe ham i spil til Den gyldne Golfbold – igen, altså, set med mine øjne.

LÆS OGSÅ: Golf og medierne

Jeg har ikke selv været med i afstemningen til Den gyldne Golfbold i år, fordi jeg ikke har været medlem af Sportsjournalisternes Golfklub. Og derfor har jeg heller ikke deltaget i den afgørende generalforsamling, og ved derfor ikke hvordan diskussionen om hvem der skulle modtage dansk golfs største hæder, er forløbet.

Men der var i hvert fald tre kandidater, som jeg finder helt åbenlyst mere oplagte og som i den grad havde fortjent hæderen.

Personligt mener jeg ikke, at nogen golfpræstation i år er større end Andreas Hartø’s to sejre på Challenge Tour i fire forsøg. At hans kvalifikation til European Tour først kom efter at beslutningen om Den gyldne Golfbold var taget ændrer intet. Hartø’s præstation er unik. Fordi man med en vis ret godt kan tilskrive hans første sejr et gran af held. Sådan er det jo nogle gange – vi vil vel også mene at Ben Curtis’ sejr i The Open i 2003 skyldtes held (eller Thomas Bjørns uheld) – men at gentage præstationen blot nogle uger efter er ganske enkelt fremragende. End ikke dansk golfs anden komet, Thorbjørn Olesen, formåede at vinde mere end én Challenge Tour turnering, selvom han var i førerbolden i finalerunden fire turneringer i træk!

Thorbjørn er den anden oplagte kandidat, der blev forbigået. En sejr på Challenge Tour, et fornemt avancement til European Tour og en eksplosiv fremgang på World Ranking, overgår – efter min mening – også klart VM-sølvet.

Endelig vandt Lucas Bjerregaard europamesterskabet for amatører. Igen en sejr, frem for en andenplads. Og da Lucas også havde sin andel i VM-sølvet, ville jeg sagtens kunne forstå og acceptere, hvis han havde fået Den gyldne Golfbold.

Man kan så argumentere for, at Joachim B. Hansen jo faktisk ’vandt’ den individuelle række ved VM. Ja, bestemt. Men det er ikke Joachim, der har fået prisen i dag, det er holdet. Og den individuelle turnering er trods alt blot et vedhæng til det, som Eisenhower Trophy drejer sig om – VM for tre-mands hold. Det tæller heller ikke rigtigt i statistikkerne, at være bedste mand i Ryder Cup. Men det hjælper da på forfængeligheden!

Jeg kan sagtens forstå, at man i år har villet belønne de fremragende amatørresultater frem for at give prisen til endnu en professionel golfspiller, som man plejer. Og det kunne så være argumentet, der eliminerede Thorbjørn Olesen. Fair nok, der skal jo træffes et valg.
Men Andreas Hartø vandt jo faktisk ECCO Tour Championship som amatør og er også et produkt af det dygtige arbejde med amatøreliten i DGU. At han siden er blevet professionel, burde ikke komme ham til skade. I den forbindelse er Joachim B. Hansen jo også turnet efter VM.

Har Hartø’s nye professionelle status haft betydning for valget, hvorfor valgte man så ikke Lucas Bjerregaard? Ved at give ham Den gyldne Golfbold for hans EM-guld OG hans andel i VM-sølvet havde man ramt alle fluer i ét smæk. Hyldet amatørgolfens bedste sæson nogensinde og kåret en vinder – for hans sejr.

I stedet slog man et hul i luften…

Derfor er valget af VM-sølvholdet indlysende forkert. Til trods for, at der naturligvis er tale om en rigtigt flot golfpræstation.

LÆS OGSÅ: Ryder Cups fremtid?