Golfnyheder.dk har været så rare at invitere mig til at blogge på dette nye, danske golfsite, og den udfordring tager jeg da gerne imod.
Det er friskt nok, at der er nogle, som i disse ikke så nemme tider for golfbranchen, har energi og mod på at starte nye initiativer op, så derfor hilser jeg golfnyheder.dk velkommen på banen. Forhåbentlig vil sitet udvikle sig positivt, og finde sin egen lille niche i det store golfmediebillede.
Og det er efterhånden noget broget; Der er selvfølgelig Dansk Golf og GOLFmagasinet, som de store glittede magasiner. Der er trængsel med hele to golfaviser, Golfavisen og Golfbladet, hvor jeg, som det måske er nogle bekendt, er blandt de faste skribenter. Jeg har overført den go’e gamle Onsdagssneglen fra Golfonline til Golfbladet, og håber at I vil læse med der, og ikke mindst bidrage med skarpe indlæg til debatten.
På nettet venter vi med spænding på Golf.dk – hvad kan DGU og Golfbox i fællesskab finde på? Og vil de smadre hele markedet for websites, som jo også tæller Golfonline, med den gode debat, og Teetime, der lever højt på at have en direkte linje til Viasat Golf.
Senest har Teetime lanceret Teetime Magasinet, en ikke uinteressant hybrid mellem web og print, med en høj grad af interaktivitet, og nogle rigtigt spændende muligheder. Jeg var ikke vildt begejstret for deres første udgave, men al begyndelse er svær og der var mange gode tiltag og det kan blive rigtigt godt.
Er der mon plads i mediebilledet til så mange golfmedier, på tryk og nettet? Det vil tiden vise. Gutterne bag golfnyheder.dk er sikre på at de har fundet deres egen lille hylde midt i det hele. Og det håber vi passer.
Jeg har lovet at skrive nogle små jævnlige indlæg i denne blog. Så kig ind hver dag og se hvad der sker. Og kom gerne med input og kommentarer.
Morten Buckhøj


Nedenfor beder vi dig indtaste den tekst, der fremgår på billedet. Så ved vi, at du er et menneske.