Sat i skyggen af lillesøster
Skrevet af E. Trier Hansen
07.02.12 kl. 07:48
Familien Thompson fra Florida er bidt af golf, i flere år primært anført af den ældste søn, 29-årige Nicholas, som i de seneste sæsoner er hoppet op og ned mellem den amerikanske PGA Tour og den underliggende Nationwide Tour.
Men nu må den unge mand imidlertid se sig sat i skyggen af sin 13 år yngre søster Alexis.
Det 16-årige supertalent, som har nedbrudt tidligere regler om, at man skal være 18 år for at blive medlem på LPGA Touren, blev i december i fjor, med sin far som caddie, den hidtil yngste vinder på Ladies European Tour.
Det skete da hun sejrede i Dubai Ladies Masters, og nu får storebror i det mindste lejlighed til at indsnuse atmosfæren på netop den bane i Dubai, hvor lillesøsteren slog sine folder.
Nicholas Thompson er nemlig blandt de otte spillere, som har fået en sponsor-invitation til European Tour-turneringen Dubai Desert Classic der indledes på torsdag.
LÆS OGSÅ:
Yes, den er hjemme!
-Det er rart at komme til et sted, hvor en fra familien har oplevet succes. Måske smitter det af, så jeg igen kan få min karriere på ret kurs. Jeg har ikke været her før, men far og Alexis har rost Dubai i høje toner, og måske kommer de endda og ser mig spille, siger Nicholas Thompson til Khaleej Times.
Hvilket han nu nok ikke skal regne med, for lillesøster og far er i Australien og travlt optaget af kvindernes turneringer, som primært drejer sig om LPGA Tourens sæsonstart på torsdag med ISPS Hansa Womens Australian Open på Royal Melbourne banen.
Her er hele verdenseliten til start, anført af verdensetteren Yani Tseng og Norges topnavn Suzann Pettersen, og der er også sluppet en dansker, Line Vedel, med i feltet.
Vedel, hvis første optræden i en LPGA Tour-turnering det bliver, sikrede sig i mandagens kvalifikation en tredjeplads og fik dermed del i et af de kun fire adgangskort på spil.
Turneringen, som er sanktioneret af LET,Ladies European Tour og det australske forbund ALPG, har 156 deltagere, fordelt med 100 fra LPGA, 30 fra ALPG, 14 fra LET, fire fra kvalifikationen, seks amatører og to sponsor-invitationer.
Tilføj kommentar
Nedenfor beder vi dig indtaste den tekst, der fremgår på billedet. Så ved vi, at du er et menneske.