Tiger: Nu er det sjovt igen
Skrevet af E. Trier Hansen
03.01.12 kl. 08:19
Han afsluttede 2011 med sin første sejr i to år, og nu fastslår Tiger Woods i en email til Associated Press, at det ikke bare er sejren, men også den omstændighed, at han langt om længe atter kan spille uden fysiske problemer, som har gjort at han nu endelig igen synes det er sjovt at spille golf.
-Lavpunktet sidste år kom på grund af den kendsgerning, at jeg ikke var rask og ikke kunne afse den tid på og udenfor banen, som jeg ønskede. Det var frustrerende. Jeg spillede med smerter, og det er ikke rart, skriver Woods, og tilføjer:
- Men de sidste par måneder har derimod været virkelig sjove, og det er da mest fordi jeg er rask igen og kan bygge formen op uge efter uge.
LÆS OGSÅ:
2011 tilhørte Thomas Bjørn
Den tidligere verdens-etter, som nu er nummer 23, forbereder sig netop nu til sin første turnering i det nye år, som samtidig bliver hans første nogensinde i Abu Dhabi.
Her støder han ind i et klasse-felt, anført af den nuværende nr. 1 i verden, Lukke Donald, US Open-mesteren Rory McIlroy og den forsvarende mester Martin Kaymer.
-Der er så mange store og talentfulde aktører i spillet netop nu. Det er spændende for golf-fans, og jeg kan godt lide udfordringen ved udsigten til at skulle gå ansigt-til-ansigt med et topnavn på en søndag eftermiddag, fastslår Woods.
LÆS OGSÅ:
Dansk caddie på Europatouren
Abu Dhabi begynder 26. januar, og European Tour-turneringen vil give det første fingerpeg om, hvorvidt Woods kan fastholde det høje niveau i sit spil, som var udslagsgivende for hans december-sejr i Chevron World Challenge i Californien.
-Nu da jeg er rask, føler jeg, at jeg kan opbygge formen og selvtilliden uge for uge. Sådan som jeg gjorde mod slutningen af sidste år fra Australian Open (hvor Woods blev nr. 3) over Presidents Cup til sejren i Californien. Så jeg ser frem til en hurtig start i Abu Dhabi, skriver Woods.
Tilføj kommentar
Nedenfor beder vi dig indtaste den tekst, der fremgår på billedet. Så ved vi, at du er et menneske.