Det tog 15 år, 239 turneringer og et biluheld der næsten kostede karrieren — men søndag aften stod Bud Cauley endelig øverst på sejrsskamlen på PGA Tour. Den 36-årige amerikaner vandt RBC Canadian Open med to slags margin ned til Matthew Fitzpatrick og sluttede turneringen i imponerende -17 under par.

Fra stortalent til biluheld og tilbage igen
Cauley var i 2011 en af ganske få spillere til at turne professionel midt på sæsonen og spille sig til en fast plads på PGA Tour på blot otte sponsorinvitationer. Forventningerne var enorme — men sejrene udeblev. Og i 2018 ramte katastrofen: Et alvorligt biluheld efterlod ham med et brækket ben, seks brækkede ribben og en punkteret lunge.
Et fejlslagent comebackforsøg i 2019 fulgte, og reelt set var Cauley først fysisk og mentalt klar til at tackle tourlivet igen, da 2024-sæsonen begyndte. Tre top-5 resultater i 2025 gav ham en plads i FedEx Cup Playoffs — og allerede inden ugen i Canada var han på kurs mod sensommerens slutspil igen.
Holet indspil afgjorde kampen
Cauley gik ind til søndagens finalerunde med et slag op til Jackson Suber på førstepladsen, efter runder i 69, 63 og 66 slag. Et holet indspil fra roughen på 30 meter på 12. hul var det afgørende øjeblik — og to halvlange birdieputts kort efter cementerede sejren. Finalerunden endte i 65 slag.
Fitzpatrick holede et eagle-putt på 18. hul og tog andenpladsen i -15, mens Viktor Hovland spillede sig frem til tredjepladsen i -14 med en flot 65’er — nordmandens bedste resultat siden US Open for et år siden.

“Jeg er bare virkelig taknemmelig”
På 18. green blev Cauley mødt af sin kone og to små børn — og derefter mikrofon og kamera.
Der er bare så mange mennesker, som har hjulpet mig til at nå hertil, og jeg er bare virkelig taknemmelig for al den hjælp, jeg har fået. Da jeg fik mulighed for at begynde at spille igen, sagde jeg bare til mig selv, at jeg ville forsøge at gøre alt på den rigtige måde for at give mig selv den bedste chance for succes.
Bud Cauley
Cauley tilføjede, at han er glad for at kunne give sin kone — som har stået ved hans side gennem de hårde år — “en lille succes som en slags tak”.
Rasmus Neergaard-Petersen endte på 39. pladsen
Den eneste dansker i feltet, Rasmus Neergaard-Petersen, sluttede på 39. pladsen i -7 efter en finalerunde i 68 slag med tre birdies på de sidste ni huller. Det gav ham tre pladser frem i FedEx Cup-ranglisten til nummer 116. Neergaard-Petersen spillede i øvrigt søndagens runde sammen med Brooks Koepka — men verdensstjernen kom aldrig til start, da han kæmper mod tiden for at blive klar til US Open.
